Et akut hold rammer sjældent belejligt. Du vågner med en nakke, der ikke vil dreje, eller du bøjer dig efter noget på gulvet og retter dig ikke op igen. Smerten er skarp, bevægeligheden er væk, og det føles som om noget er gået galt. Det er ubehageligt, og det er sjældent farligt. I denne guide gennemgår jeg, hvad et akut hold er, hvad du skal gøre de første dage, hvornår du skal søge hjælp, og hvorfor tidlig behandling ofte forkorter forløbet betydeligt.
Hvad sker der, når du får et hold?
Et hold er ikke et tegn på, at noget er ‘hoppet ud af led’, om end det kan give den følelse. Det er en kraftig og ufrivillig muskelreaktion omkring et led, der er blevet irriteret, oftest et facetled i lænden eller nakken eller vævet omkring det. Kroppen spænder op i området for at beskytte det, og det er dette, du mærker som stivhed og som en smerte, der kan give jag, når du bevæger dig.
Årsagen til holdet er ofte banal: en skæv bevægelse, et løft i en akavet stilling, en nat i en dårlig stilling eller en periode med meget siddende arbejde og lidt bevægelse. Netop fordi udløseren er banal, er skaden det som regel også selvom smerterne kan være meget begrænsende for en periode.
Typiske symptomer
- Skarp, lokal smerte der kommer pludseligt, ofte i forbindelse med en bestemt bevægelse
- Markant nedsat bevægelighed. Nakken vil ikke dreje til den ene side, eller du kan ikke rette dig helt op
- Smerten kan give jag ved bestemte bevægelser og er nærmest væk i hvile
- Muskelspænding du kan mærke som en hård streng langs ryggen eller nakken
- Ingen udstråling forbi knæ eller albue, og ingen prikken, stikken eller muskelsvaghed.
Det sidste punkt er vigtigt. Et almindeligt hold holder sig lokalt.
Er det et hold eller noget andet? Differentialdiagnostik
De fleste akutte hold er ufarlige, men et par ting skal skilles fra:
- Nerverodspåvirkning. Stråler smerten ned i benet forbi knæet eller ud i armen og fingrene med prikken eller nedsat muskelkraft, er det ikke bare et hold. Læs mere under iskias og diskusprolaps i nakken.
- Belastningsudløst lændesmerte efter et tungt løft opfører sig anderledes og har sit eget forløb. Læs mere under ondt i lænden efter løft.
- Smerte der ikke ændrer sig med stilling og bevægelse hører ikke til i dette billede og skal vurderes.
Røde flag: hvornår skal du søge læge?
Hvad du selv kan gøre de første dage
- Bliv i bevægelse i småt format. Gå små ture på 5 til 10 minutter 4 til 6 gange dagligt frem for at ligge ned. Bevægelse er det, der får den begrænsede bevægelighed til at forsvinde.
- Skift stilling mindst hvert 30. minut. Ingen stilling er forkert, men at holde den samme i timevis er.
- Brug varme på det spændte område. Varme dæmper muskelspændingen bedre end kulde i denne sammenhæng.
- Tag smertestillende efter behov de første dage, aftalt med apotek eller læge. Formålet er ikke at fjerne smerten, men at kunne bevæge dig og sove.
- Sov som du kan. Der er ikke en forkert sovestilling: Vælg den, der mærkes bedst.
- Undgå sengeleje. Mere end en enkelt dag i sengen gør forløbet længere, ikke kortere.
Hvad hjælper: behandling
Når undersøgelsen har udelukket det, der skal et andet sted hen, er der meget at gøre allerede i den akutte fase:
- Ledmanipulation og mobilisering af det irriterede led. Det giver ofte hurtig lindring og bedre bevægelighed, og for mange er det netop dét, der får den beskyttende spænding til at slippe. Læs mere om teknikken under ledmanipulation.
- Bløddelsbehandling af den omkringliggende muskulatur som symptomlindring.
- Doseret bevægelse med det samme. Du får 2 til 3 konkrete øvelser med hjem, som du laver 4 til 6 gange dagligt i små portioner.
- En plan for de næste to uger, så du ved, hvad du skal, og hvornår du kan lægge belastningen op igen.
Akutte forløb er typisk korte. Mange klarer sig med 2 til 3 behandlinger over 2 til 3 uger, når de kommer i gang hurtigt, mens et forløb der har fået lov at stå i ugevis ofte kræver mere.
Forløb og prognose
Prognosen er god. De værste timer er som regel de første 24 til 72 timer, og herefter går det den rigtige vej. De fleste har genvundet det meste af bevægeligheden inden for 1 til 2 uger og er tilbage i normal aktivitet inden for 2 til 4 uger, mens en lille restømhed kan hænge ved lidt længere. Har du haft mere end 2 hold inden for et år, er det værd at kigge på hvorfor: det handler næsten altid om belastning, styrke og vaner frem for om noget er skævt.
Hvornår skal du opsøge en specialist?
Book en tid, hvis holdet ikke giver sig efter et par dage, hvis du ikke kan passe dit arbejde, hvis du får tilbagevendende hold, eller hvis du bare vil have det undersøgt og få ro på med det samme. Ved akutte hold anbefaler jeg at booke hurtigt: jo tidligere vi får bevægeligheden i gang, jo kortere bliver forløbet typisk. Du kan booke en tid hos mig i Aarhus C eller Randers NØ her:
Ofte stillede spørgsmål
Er noget gået af led, når jeg får et hold?
Nej. Der er ikke noget, der hopper ud og skal sættes på plads igen. Et hold er en kraftig beskyttende muskelreaktion omkring et irriteret led. Det forklarer både den skarpe smerte og den markante stivhed, og det forklarer også, hvorfor bevægelse og behandling kan løsne det igen forholdsvis hurtigt.
Skal jeg bruge varme eller kulde?
Varme i de fleste tilfælde. Den spændte muskulatur omkring leddet reagerer bedre på varme, og det er spændingen, der begrænser dig mest. Kulde kan bruges, hvis der har været et direkte slag mod området eller, hvis der er en kraftig inflammation.
Hvor hurtigt kan jeg komme tilbage på arbejde?
De fleste kan passe arbejdet, eventuelt i tilpasset form, allerede efter få dage. Stillesiddende arbejde kræver ofte flere pauser og stillingsskift end normalt den første uge. At blive hjemme og ligge ned forlænger som regel forløbet.
Jeg får hold igen og igen. Hvad gør jeg?
Så er det tid til at kigge på årsagen frem for kun at behandle episoderne. Tilbagevendende hold handler næsten altid om belastningstolerance: for lidt styrke, for lidt variation i hverdagen eller pludselige spring i aktivitet. Det er et forløb med træning frem for en enkelt behandling.

