Myoser er et af de ord, jeg hører oftest i klinikken. Folk kommer ind og peger på en hård knude mellem nakke og skulder. De fortæller, at den har siddet der i årevis, at den giver hovedpine, og at de har fået den masseret utallige gange uden at den forsvinder. Ordet dækker over noget, der er mere uklart, end de fleste tror, og måden vi behandler det på, har betydning for, om du får varig bedring eller bliver en fast kunde på briksen. I denne guide forklarer jeg, hvad vi ved og ikke ved om de hårde punkter, hvorfor massage alene sjældent løser dem, og hvad forskningen peger på virker.
Hvad er en myose egentlig?
Myose bruges i daglig tale om et ømt, hårdt og afgrænset punkt i en muskel, typisk i den øverste del mellem nakke og skulder. Nogle kalder det muskelknuder, andre triggerpunkter. Fælles for begreberne er, at de beskriver noget, du kan mærke, og som gør ondt. Der findes dog ingen klar, målbar definition af, hvad knuden består af, og forskningen viser, at behandlere ofte er uenige om, hvor punkterne sidder. Der er ingen evidens for, at det er arvæv eller en fast klump, der skal masseres i stykker.
Det, jeg finder ved undersøgelsen, er et område med øget spænding og øget følsomhed, som ofte giver smerte op i hovedet eller ud i skulderen, når jeg trykker på det.
Typiske symptomer
- Hårde, ømme punkter mellem nakke og skulder, ofte værst på den ene side
- Trykker man på punktet, kan smerten brede sig ud fra området, fx op i hovedet
- Hovedpine der starter i nakken, ofte sidst på dagen. Læs mere under spændingshovedpine og hovedpine fra nakken
- Følelse af tyngde i skuldrene, især efter skærmarbejde
- Mange oplever, at symptomerne forværres af stillesiddende arbejde, stress og dårlig søvn, og lettes af bevægelse
Hvorfor opstår de, og hvorfor kommer de igen?
Musklerne mellem nakke og skulder bærer hovedet og stabiliserer skulderbladet. En udbredt forklaring er, at de reagerer med spænding og ømhed, når kravene bliver større end det, de er vant til. Den præcise mekanisme er ikke afklaret, men flere faktorer hænger sammen med nakke- og skuldersmerter:
- Lange perioder i samme stilling uden variation
- Lav belastningstolerance, altså at nakke og skulderbælte er utrænede i forhold til dagens krav. Det understøttes af, at styrketræning mindsker smerterne.
- Stress og dårlig søvn. Søvnmangel sænker smertetærsklen målbart, og stress hænger sammen med flere nakkegener.
- Nedsat bevægelighed i nakken, som kan være en del af billedet hos nogle
Det sidste punkt undersøger jeg altid. Er nakken stiv, kan behandling af leddene sammen med træning være en del af løsningen. Det er dog ikke bevist, at stive led får musklerne til at “kompensere”, så det er ét af flere spor i undersøgelsen, ikke den eneste forklaring.
Er det myoser eller noget andet? Differentialdiagnostik
Ømme muskler i nakken kan være hele historien, men de kan også være det eneste, man har lagt mærke til:
- Nakkens led kan give både stivhed og smerte op i hovedet, og det kræver en anden tilgang end muskelbehandling.
- Nerverodspåvirkning giver udstråling ned i armen med prikken eller dovenhed og følger et bestemt mønster. Læs mere under diskusprolaps i nakken.
- Skulderen kan give smerte op i nakkeregionen. Læs mere under skuldersmerter der stråler ned i armen.
- Hovedpine har flere mulige kilder end nakken, og mønsteret afgør, hvad der skal behandles.
Røde flag: hvornår skal du søge læge?
Hvad hjælper: evidensbaseret behandling
Massage føles godt, og jeg bruger det også. Men brugt alene er effekten kortvarig og bedst dokumenteret lige efter behandlingen. Det, der har bedre dokumentation, er en kombination:
- Træning af skulderbælte og nakke med modstand. Det er den bedst dokumenterede behandling for nakke- og skuldersmerter hos folk med skærmarbejde. Omkring en times træning om ugen, fordelt som det passer dig, har vist effekt.
- Træning af den dybe nakkemuskulatur. Små, præcise øvelser, typisk holdt i 10 sekunder og gentaget i serier. De har vist effekt, især ved hovedpine fra nakken. Det er kedeligt, men det virker for mange.
- Behandling af nakkens led, hvis bevægeligheden er nedsat. Manuel behandling har vist effekt på nakkesmerter og hovedpine fra nakken, især i kombination med træning.
- Variation i belastningen. Skift stilling, rejs dig ind imellem, og indret skærmen, så du kan sidde uden at spænde. Det er fornuftigt og kan give lindring, men forskningen viser ikke, at ekstra pauser alene forebygger nakkesmerter. Se det som en hjælp ved siden af træningen.
- Søvn og restitution. Det er ikke en floskel. I forsøg sænker søvnmangel smertetærsklen målbart. Min erfaring er, at mange af de nakker, jeg ser, også er præget af træthed og for lidt restitution.
Hvad du selv kan gøre
- Bevæg nakken gennem hele dens bevægebane et par gange dagligt, roligt og uden at presse.
- Sørg for variation ved skærmarbejdet. Rejs dig eller skift stilling, når du mærker, at du har siddet stille længe. En påmindelse på telefonen kan hjælpe dig med at huske det.
- Lav de dybe nakkeøvelser jævnligt. Hvordan du fordeler træningen i løbet af ugen, betyder mindre end at du får den lavet, så vælg det, du kan holde fast i. Se øvelser under ondt i nakken, øvelser du selv kan lave.
- Træn skuldre og øvre ryg med rigtig modstand, fx elastik eller håndvægte, i alt omkring en time om ugen, gerne fordelt på 2 til 3 gange.
- Brug massage og varme som lindring undervejs, ikke som behandlingen i sig selv.
Forløb og prognose
De fleste bliver bedre, men det tager længere tid end den lindring, en massage giver. I studier af træning mod nakke- og skuldersmerter strækker forløbene sig typisk over 10 til 20 uger. Nogle mærker bedring efter få uger, andre skal bruge længere tid. Træning og behandling af nakken har i studier også mindsket hovedpine. Det, der afgør resultatet, er ikke antallet af behandlinger, men om træningen og ændringerne i hverdagen bliver gennemført. Stopper man helt, kan generne vende tilbage. Det betyder ikke, at behandlingen ikke virkede, men at nakken har brug for, at træningen fortsætter i en eller anden form.
Hvornår skal du opsøge en specialist?
Søg hjælp, hvis spændingerne har stået på i måneder, hvis de giver hovedpine, eller hvis du har fået masseret de samme punkter gentagne gange uden varig effekt. Min opgave er at finde ud af, hvad der holder generne ved lige: om det er nakkens bevægelighed, styrken, belastningen i hverdagen eller en kombination, og derefter lægge en plan ud fra det. Har du nogle af de røde flag ovenfor, skal du i stedet kontakte læge. Vil du have en grundig vurdering, kan du booke en tid hos mig i Aarhus C eller Randers NØ her:
Ofte stillede spørgsmål
Kan man massere en myose væk?
Ikke varigt i sig selv. Massage kan dæmpe smerten og ømheden på kort sigt, og det er en fin hjælp undervejs. Effekten er dog bedst dokumenteret lige efter behandlingen, og på længere sigt er der ikke sikker forskel. Det bedst dokumenterede for varig bedring er træning og ændringer i hverdagen.
Er myoser farlige?
Nej. De er ubehagelige og kan give hovedpine og nedsat livskvalitet, men der er intet, der tyder på, at de er udtryk for skade i musklen. Det er værd at vide, fordi bekymring og det at undgå bevægelse hænger sammen med mere smerte og længere forløb.
Hvorfor får jeg hovedpine af spændinger i nakken?
Nerverne fra nakkens øverste led og muskler mødes i hjernestammen med nerverne fra hovedet og ansigtet. Derfor kan smerte fra nakken opleves som smerte op bag øret, i tindingen eller bag øjnene. Studier har vist, at træning og behandling af nakken kan mindske både hyppigheden og styrken af hovedpinen.
Skal jeg strække eller styrke?
Begge dele har vist effekt på nakkesmerter hos kontoransatte. Styrketræning er den bedst dokumenterede og gør musklerne bedre til at klare hverdagens belastning. Udstrækning kan give lettelse og er et fint supplement.

